Vigtige næringsstoffer for dit blodtryk

Der er en lang række næringsstoffer, som man ved har betydning for et sundt og velreguleret blodtryk

Her får du en stribe næringsstoffer, som er vigtige for blodtryksreguleringen

Kalium

Kalium er vigtigt for et velbalanceret blodtryk og skal formodentlig indtages 4-5 gange højere dosis end natrium. Kalium får vi især fra tang, pastinak, jordskok, forskellige kålsorter, bladgrønt, champignon, gulerod m.fl.

Magnesium

Magnesium er et mineral, som er forbundet med øget risiko for mange sygdomme herunder forhøjet blodtryk. Enhver ændring i magnesium status fører til ændring i vores blodkarsspænding og dermed blodtrykket. Balancen mellem magnesium og calcium er vigtig, og sker der forskydninger her, kan det også spille ind på vores blodtryk. Du får magnesium hvis du spiser græskarkerner, mandler, nødder, tørrede bønner f.eks. mungbønner og hvide bønner, kikærter, havregryn m.m. Calcium får du ved at spise grønkål, persille, havregryn, nødder, spinat, tørrede bønner, kikærter, figner, sesamfrø og så selvfølgelig mejeriprodukter, hvis du tåler dem.

D-vitamin

D-vitamin og magnesium går hånd i hånd ift. optagelse og udskillelse. D-vitamin forbedrer magnesium-optagelsen, og magnesium er nødvendigt for, at vi kan aktivere D-vitamin til den form, vi får optimal gavn af. Studier har vist, at D-vitamin-mangel er signifikant mere udbredt blandt overvægtige og folk med dårligt helbred, såsom f.eks. forhøjet blodtryk, og flere studier har vist sammenhæng mellem D-vitamin status og en lang række hjertekar-relaterede sygdomme. Om sommeren får vi D-vitamin via solens lys på vores hud. Om vinteren kan det være svært at spise sig til tilstrækkeligt med D-vitamin og tilskud anbefales. Du finder D-vitamin i fede fisk.

Q10

Q10 er en antioxidant, som vi selv danner, og som spiller en vigtig rolle i bl.a. vores stofskifte hvor næringsstoffer omdannes til energi. Vi har den højeste koncentration i hjertet og nyrerne, og begge disse organer er vigtige i blodtryksreguleringen. 3 ud af 4 patienter med hjertesygdom har lave Q10 niveauer, så det er nærliggende at tro, at Q10 også kunne have en gavnlig effekt på forhøjet blodtryk. Hvis du tager kolesterolnedsættende medicin (statiner), skal du uanset hvad tage et Q10 tilskud, da medicinen blokerer for din egen evne til at lave Q10.

Næringsstoffer der bruges i nitrogenoxid-produktionen

Nitrogenoxid er et stof, der gør det muligt for vores blodkar at slappe af, så de kan udvide sig og give plads til blodet, når det pumpes ud fra hjertet. Produktionen sker i blodkarrenes celler og kræver en række næringsstoffer. Nitrogenoxid dannes ud fra aminosyren arginin, som du får ved at spise æg, frø, kerner, nødder, linser, bønner, kikærter, fisk og kød. Derudover er der brug for zink, jern, b2, b3, b6, folat, b12, c-vitamin og cystein.

Du kan også lave nitrogenoxid ved at spise nitratholdige fødevarer. Det finder du i rødbeder, spinat, rucola, selleri, broccoli m.fl. Når du spiser dig disse nitratholdige fødevarer omdannes nitraten i flere trin og ved hjælp af mundens bakterieflora til nitrogenoxid. Det er derfor også vigtigt at have en god mundhygiejne med en rig bakterieflora.

Cystein får du f.eks. gennem svovlholdige grøntsager og det er f.eks. kål- og løgfamilien

 

Lyder det svært? Så får du her 3 tips:

  1. Sørg for at halvdelen af din tallerken består af grøntsager i alle regnbuens farver
  2. Spis proteiner af god kvalitet – gerne fra bønner, linser og kikærter
  3. Husk at få de gode essentielle fedtsyrer fra nødder, kerner, frø, fede fisk, avocado og oliven

JA TAK!

Jeg vil gerne have et kvarters  gratis og uforpligtende samtale hvor vi sammen finder ud af, om ernæringsterapi kan skabe positiv forandring for mig.